Really!? That time of the year again!?

Dagen hvor lykkelige par (LÆS: kvinder) tværer deres lykke i hovedet af os andre, med billeder af blomster, lækker mad, levende lys og kvalmende kærlighedserklæringer, på bedste “Se mig – jeg har verdens bedste kæreste” vis!? Jep – dén dag! Valentinsdag.

Skal jeg være helt ærlig? Så kunne valentinsdag nærmest ikke rage mig mindre.. For mig at se, er det en opreklameret amerikansk tradition, som de danske blomsterforretninger forsøger at få de danske mænd med på, så de kan rippe dem for 300,- for en sølle dusk der visner efter 3 dage,- så de kære mænd på den måde er sikret en omgang “punani” om aftenen.

Og nu sidder I måske og tænker “Pfffff…. Hun er da bare bitter og indebrændt, fordi ingen giver hende blomster, gaver, kys og kærlighedserklæringer”. Og ja – gu’ er jeg da bitter og indebrændt.. Men det er ikke fordi jeg ikke får blomster, gaver, kys og kærlighedserklæringer – men derimod fordi det åbenbart er blevet et tabu, ikke at have en til at give en de ting.. Hvornår er det pludselig blevet pinligt at indrømme at man skal være alene valentinsdag?

Forstå mig ret.. Jeg ville da elske at blive overrasket med en lækker middag og levende lys – og måske endda også en lille blomst. (Ja ja – bare skyd mig!) Men jeg ville til hver en tid foretrække, at blive kigget dybt i øjnene efterfulgt af et inderligt kys.. For for mig, siger dét meget mere end de materalstiske ting.

Indrømmet… Sidste år var jeg et væsentlig mere bitter og indebrændt menneske – og jeg korsede mig over alle andres lykke.. Jeg var ved at brække mig hver gang jeg så skyggen af hjerter, blomster eller facebook opdateringer der stank langt væk af “Sukkerrumpe, du er smørklatten på min havregrød! Jeg ælsker dig hele vejen op til månen og tilbage igen. U&Me4evahh. Møz” . Men meget er sket det sidste år.. Mit had til forelskede par er næsten forsvundet som dug for solen.. Det bekymrer mig i virkeligheden lidt. Hvor blev indebrændte, kærligheds hadende Mette er af!? Men bare rolig – helt væk er hun selvfølgelig ikke.. Så lad os nu ikke gøre os for fine til at poste denne lille tegning, som blev tegnet til denne herlige dag sidste år.

Happy f*cking valentinesday..

Jeg er tilbage.. Tilbage efter en 5 måneders pause fra hele blog verdenen. 5 måneder hvor jeg har haft travlt med studie, klumme skrivning, kærlighed og ikke mindst mangel på kærlighed. 5 måneder uden et sted at smide alt mit tankeskrald!? Det var jo bare synd for mine medmennesker, som tålmodigt har måtte lægge øre til.. Så nu er jeg tilbage! Tilbage med en fornyet energi.

Nogen af jer kender mig måske som “Tanketorsken”, som er bloggen jeg drev frem til september 2012. Men til dem af Jer der sidder og tænker “Tanketorsken hvad for en?!” kan jeg så sige.. Hej.. Jeg hedder Mette og jeg er 26 somre gammel. Jeg er en skrub forvirret aalborgenser, der glemmer sine aftaler, smider sine ting væk i byen, kommer for sent op, glemmer madpakken og sender de forkerte sms’er til de forkerte mennesker.

Jeg blogger om mig.. Mig, mig, mig, mig… Deraf navnet; “Ego crap”.. Jeg blogger om mit til tider kiksede og lettere distræte liv, og alle de episoder som opstår som følge deraf.

Så nok er der et nyt navn, ny header og nyt profilbillede – men jeg stadig lige så skrub forvirret, stadig pædagogstuderende, har stadig storhedsvanvid, stadig et absurd forhold til mælk og stadig et konstant selvdestruktivt kærlighedsliv…

Så velkommen til den nye rodebutik.. Velkommen til Ego Crap…

– Mette